Det er snart slut med at lyve om vægttab
24.01.2012
En simpel urinprøve kan afsløre, præcis hvad du har spist.
Kategori: Øvrige nyheder
»Jeg spiser som en fugl, og alligevel kan jeg ikke tabe mig«. Sådan lyder klagen ofte fra folk med vægtproblemer.
Men forskere ved, at det ikke altid er rigtigt – ofte spiser folk mere og anderledes, end de siger eller selv tror.
Nu skal de hvide løgne og selvbedraget imidlertid snart være slut, hvis det står til forskere fra to britiske universiteter, Aberystwyth and Newcastle. De er med offentlig støtte ved at udvikle en simpel urinprøve, der kan afsløre, præcist hvad du har spist, ud fra urinens kemiske sammensætning.
Indtil videre har forskerne identificeret kemiske fingeraftryk fra fødeemner som hindbær, broccoli, appelsinjuice og laks, men forskerteamet er sikre på at kunne profilere stort set enhver fødevare med tiden.
Testen kan især bruges i f.eks. kostforsøg, der skal afsløre, om fødevarer har heldige eller uheldige helbredsvirkninger. Problemet med kostforsøg er nemlig, at forskerne sjældent kan stole på, hvad deltagerne siger, de har spist.
Nyhed fra Politiken.dk.






